En reportage om Thomas

                   
"Jeg har ondt i hovedet nu" konstaterer han, drengen på billedet og omdrejningspunktet for mit indlæg, som en start på interviewet.

Jeg sidder i græsset og kigger på Thomas, som ser så sød ud.
"Sidst jeg var på kajaklejrtur var vi 36 eller 38 og udaf dem 6, der hed Thomas."
Vi aftalte et møde denne mandag eftermiddag, så jeg kunne høre mere om, hvordan det er at hedde og være Thomas.
"Den første tid af mit liv, hed jeg William, men det droppede mine forældre igen, fordi det var et grimt navn."  
Thomas løber rundt på skolens multibane (en multibane er et sted, hvor man kan dyrke mange forskellige sportsgrene) med en basketball, mens han ivrigt fortæller. Han har også røde basketshorts på, ligner det.
Han ser så sød ud.
      Jeg spørger ham: "Thomas, hvordan er det at hedde Thomas?"
Til det svarer han: "Nogle gange er det nederen og nogle gange er jeg lidt i tvivl."  
      Om det at være Thomas, fortæller han, at han ikke helt kan følge med. Han fortæller mig dog alligevel, om en mindeværdig oplevelse i hans historie.
Det var dengang, at han som 1-årig løb ud over en bro. Et uhyggeligt kapitel, og et vendepunkt i T's liv.
Han siger dog om det med vendepunkter, at der både er vendepunkter og ikke-vendepunkter.
Han er et meget spændende og filosofisk livsstykke, ham Thomas, når man nu tænker over de ting han siger.
    Ligesom da jeg for et kvarter siden påbegyndte denne reportage, og sagde til ham, at jeg syntes vi skulle forsøge at gøre det hurtigt, fik han mig til at tænke over følgende (og dette vil jeg afslutte dagens indlæg med, som dagens visdomsord, ligesom igår):

"det handler ikke om at være hurtig, men om at have det godt!"